En ny standard for kvalitet i plastbranchen
C.K. Produktion investerer i automatiseret 3D scanning for at styrke dokumentation, ensartethed og kundetillid
C.K. Produktion har skiftet skydelære og vinkelmåler ud med avanceret 3D scanningsteknologi gennem Zebicon. Resultatet er en mere ensartet kvalitetskontrol, hurtigere dokumentation og en markant højere grad af processikkerhed – både internt og over for kunderne.
Som plastproducent med omkring 70 produktionsskift om ugen og kunder inden for alt fra elektronik og vindmøller til skilte, måleinstrumenter og belysning arbejder C.K. Produktion i et marked med høje krav til fleksibilitet, sporbarhed og dokumentation.
Mange emner produceres i mindre serier, ofte med kort varighed, og præcisionen skal være i top – også når geometrierne er komplekse.
Tidligere blev kvaliteten kontrolleret manuelt med traditionelle målemetoder. Men det skabte variation, fordi resultaterne kunne afhænge af, hvem der målte, og hvordan.
“Der er mål, der er så komplekse, at du ikke bare kan måle dem med en skydelære. Derfor kunne resultaterne godt variere alt efter, hvem der foretog målingen – så fem forskellige medarbejdere kunne i princippet få fem forskellige resultater,” fortæller Sean Quint, QHSE Manager hos C.K. Produktion.
Det var ikke holdbart i en virkelighed, hvor kunderne i stigende grad stiller krav om sporbarhed og visuel dokumentation.
Især én kunde satte barren højt og krævede 3D scanning som en fast del af produktionskontrollen. Det blev startskuddet til at gentænke måleprocessen.
For C.K. Produktion var det samtidig en mulighed for at styrke deres position som kvalitetsbevidst leverandør og imødekomme fremtidens krav til dokumentation og datadrevet kvalitetskontrol.
Løsningen blev en ATOS ScanBox 4105 sammen med en ATOS Q: Et fuldautomatisk målesystem fra Carl Zeiss GOM Metrology, leveret og implementeret af Zebicon. Kombinationen gør det muligt at scanne emner hurtigt, præcist og uden manuel indgriben.
Operatøren placerer blot emnet i scanneren og trykker start – resten håndteres automatisk. Resultatet er en komplet overfladescanning i høj opløsning og en detaljeret målerapport med visuel dokumentation, der kan deles direkte med kunden.
“Målingerne er nu 100% reproducerbare. Det betyder, at vi kan levere samme præcision, uanset hvem der scanner, og hvornår det sker. Det giver os en helt anden sikkerhed – både internt og over for kunderne,” siger Sean Quint.
Systemet anvendes i dag både til kvalitetskontrol og reverse engineering, da mange af de ældre værktøjer i produktionen mangler digitale tegninger, og her har 3D scanneren også vist sig uundværlig.
“Vi har fundet mange måder at bruge teknologien på. Den var oprindeligt kun tænkt til kvalitetssikring, men vi bruger den nu også til at optimere værktøjer, udvikle nye løsninger og genskabe manglende CAD data,” fortæller Sean Quint.
Zebicon har været med hele vejen – fra rådgivning og installation til uddannelse og sparring. Derudover har C.K. Produktion inddraget Zebicon som ekstern målepartner i situationer, hvor opgavens kompleksitet krævede specialiseret teknisk viden og ekspertise.
Efter implementeringen af 3D scanningsteknologi har C.K. Produktion opnået:
- Garanti for pålidelige og ensartet målinger – uafhængig af operatør
- Hurtigere og mere visuel godkendelse af emner
- Stærkere kundedialog baseret på konkrete data
- Mulighed for reverse engineering og intern produktudvikling
- Større processikkerhed og færre tvivlsspørgsmål
- Styrket evne til at opfylde skærpede dokumentationskrav
- Potentiale for vidensdeling i koncernen
Med 3D scanning har C.K. Produktion dermed løftet niveauet for dokumentation og kvalitetskontrol. Målingerne er ikke længere afhængige af den menneskelige faktor, og de visuelle indsigter gør det let for kunderne at gennemskue, hvordan et emne adskiller sig fra den oprindelige CAD model.
“Mange kunder får en ro i maven, når de ser målerapporten. Især dem, der bruger emnerne i automatiserede processer, hvor der ikke er plads til afvigelser. Her er det altafgørende, at målene sidder lige i skabet,” fortæller Sean Quint.
C.K. Produktion ser et stort potentiale i at udbrede teknologien til endnu flere opgaver – og mærker også en nysgerrighed og stigende interesse fra andre selskaber i VINK-koncernen, som de er en del af.
“Vi arbejder hele tiden på at gøre det synligt for kunderne, hvilken værdi scanningen skaber. Når de først ser præcisionen og dokumentationen, så giver det mening – også for deres egen kvalitetssikring,” afslutter Sean Quint.

3D scanning er en teknologi, der kan skabe en digital 3D model af et fysisk emne. Teknologien bruges primært til reverse engineering-opgaver eller kvalitetskontrol og emneopmåling.
ATOS ScanBox 4105 er et fuldautomatiseret målesystem, som er velegnet til kontrol af mindre emner op til 500 mm og 100 kg.
ATOS Q er en kompakt 3D scanner, som er er udstyret med udskiftelige linser og en kraftig LED lyskilde, der sikrer data i høj kvalitet. Scanneren kan anvendes i både manuelt og automatiseret setup.